Vejledning: Knyt ansættelser til et lønfirma
Overblik
En medarbejder bliver først sendt til DataLøn, når ansættelsen er knyttet til et lønfirma. Feltet Lønfirma på ansættelsen er det, der styrer, om medarbejderen synkroniseres, og hvilket DataLøn-firma vedkommende havner i.
Før du starter
- Mindst ét DataLøn-lønfirma er tilsluttet – se Vejledning: Tilslut DataLøn
- Du har rettighed til at redigere ansættelser
Vis feltet Lønfirma på ansættelsen
Feltet Lønfirma findes på ansættelsen, men vises kun, hvis det er tilføjet til den dataside, I bruger. Mangler det, tilføjer en systemansvarlig det:
- Åbn opsætningen af den dataside eller tabel, hvor ansættelser redigeres
- Tilføj feltet Lønfirma fra ansættelsen
- Gem
Se Vejledning: Opsætning af datasider og Vejledning: Opsætning af tabeller.
Feltet Lønmedarbejder-ID udfyldes automatisk med medarbejderens id i DataLøn, første gang posten er oprettet. Det er praktisk at kunne se, når I skal fejlsøge, men det er ikke nødvendigt for driften.
Vælg lønfirma på en ansættelse
- Åbn medarbejderen
- Åbn ansættelsen
- Vælg lønfirmaet i feltet Lønfirma
- Gem

Lønfirmaerne på listen er dem, der er godkendt på integrationssiden. Hvert navn efterfølges af udbyderen – for eksempel INNOMATE A/S (DataLøn) – så du kan se, at firmaet hører til DataLøn og ikke et andet lønsystem. CVR-nummeret står ikke her, men på integrationssiden under DataLøn-virksomheder.
Ved næste kørsel – typisk inden for få minutter – oprettes medarbejderen i DataLøn.
Hvornår synkroniseres en medarbejder?
Alle betingelser skal være opfyldt:
- personen har en ansættelsesdato
- personen har en ansættelse i INNOMATE HR
- ansættelsen er tilknyttet en af de tilsluttede DataLøn-virksomheder
- personen er stadig ansat eller er fratrådt inden for de seneste 30 dage – så fratrædelsen når frem til lønsystemet
Er blot én af dem ikke opfyldt, sker der ingenting. Det er ikke en fejl, og det giver ikke en datafejl.
Er feltet Ansættelsesdato på personen tomt, bliver vedkommende slet ikke hentet af integrationen – heller ikke selvom alt andet er på plads. Der kommer ingen besked og ingen datafejl. Det er den hyppigste årsag til, at en medarbejder "bare ikke dukker op" i DataLøn.
Flyt en medarbejder til et andet lønfirma
Du skifter lønfirma ved at vælge et andet i feltet. Men vær opmærksom på rækkefølgen:
- Fratræd eller fjern medarbejderen i det gamle DataLøn-firma – manuelt, i DataLøn
- Skift derefter Lønfirma på ansættelsen i INNOMATE HR
Når du skifter lønfirma, fjerner eller fratræder integrationen ikke medarbejderen i det tidligere DataLøn-firma – posten bliver stående som aktiv. Det samme gælder, hvis du fjerner lønfirmaet fra ansættelsen eller sletter ansættelsen. Oprydningen er en manuel opgave for lønmedarbejderen.
Hvad sker der i DataLøn?
En ny medarbejder oprettes som en kladde i DataLøn med de oplysninger, INNOMATE HR kender. Lønmedarbejderen aktiverer kladden i DataLøn og udfylder det, lønsystemet ejer – løn, lønperiode, skattekort og lignende.
Indtil kladden er aktiveret, kan en fratrædelse ikke gennemføres. Integrationen forsøger automatisk igen, indtil kladden er aktiv.