Vejledning: Håndtér datafejl fra DataLøn
Overblik
Når DataLøn-integrationen ikke kan overføre en oplysning, skriver den en datafejl på integrationssiden i INNOMATE HR i stedet for at stoppe synkroniseringen. Fejlen fortæller, hvilken person det handler om, hvilket felt der er tale om, og hvad du skal gøre.
Denne vejledning viser, hvordan du finder fejlene, retter dem og lukker dem.
Før du starter
- Du har rettigheden Administrer integrationer
Find datafejlene
- Åbn indstillingsmenuen → Integrationer → DataLøn
- Rul ned til afsnittet Datafejl
Afsnittet viser fem tal – Åbne fejl, Åbne advarsler, Kvitteret, Ignoreret og Sidst rapporteret – og derunder de åbne fejl med navn på personen, feltet og beskeden.

Klik Vis alle for at åbne den fulde log, hvor du kan filtrere på Status og Alvorlighed og bladre gennem historikken.

Forstå alvorlighed
| Alvorlighed | Betydning |
|---|---|
| Fejl | Noget væsentligt gik ikke igennem. Enten blev medarbejderen slet ikke oprettet, eller også blev hele opdateringen afvist, indtil du retter data. |
| Advarsel | Resten af opdateringen gik igennem, men ét felt blev udeladt. Værdien i DataLøn står uændret – den er ikke blevet forkert, den er bare ikke blevet opdateret. |
Integrationen afkorter aldrig en værdi for at få den til at passe. En for lang adresse bliver udeladt med en advarsel, i stedet for at en halv adresse bliver sendt.
Ret en fejl
De fleste beskeder peger direkte på det felt, der skal rettes:
- Klik på personen i fejlen for at åbne posten i INNOMATE HR
- Ret feltet, som beskeden beskriver – se Reference: DataLøn-integrationen for oversættelsen fra DataLøns feltnavne til felterne i INNOMATE HR
- Gem
Det er alt. Ved næste kørsel bliver personen sendt igen, og fejlen lukker sig selv, når kørslen ikke længere har noget at rapportere.
Data flyder kun én vej. Retter du adressen i DataLøn, overskriver næste synkronisering den igen med værdien fra INNOMATE HR.
Nogle få beskeder handler om noget, du skal gøre i DataLøn – for eksempel en dublet, der skal fjernes, eller en medarbejder, der skal genansættes. Det fremgår af selve beskeden.
Kvittér eller ignorér en fejl
Du kan tage en fejl ud af den åbne liste, uden at rette noget:
| Handling | Brug den, når |
|---|---|
| Kvittér | Du har set fejlen og er i gang – eller den er håndteret et andet sted. |
| Ignorér | Fejlen er ikke relevant for jer og skal ikke fylde i listen. Du bliver bedt om at bekræfte. |
| Genåbn | Du fortryder en af de to ovenstående. |

En kvitteret eller ignoreret fejl bliver stående som kvitteret eller ignoreret, også selvom problemet fortsætter – integrationen genåbner den ikke, for så ville den dukke op igen inden for få minutter. Feltet bliver altså ved med ikke at nå frem til DataLøn.
Sådan lukkes en fejl
| Status | Hvordan den opstår |
|---|---|
| Åben | Integrationen har rapporteret problemet, og ingen har handlet på det. |
| Kvitteret | En bruger har kvitteret. |
| Ignoreret | En bruger har valgt den fra. |
| Løst | Integrationen har behandlet personen igen, uden at problemet optrådte. Sættes kun af integrationen – aldrig af en bruger. |
En fejl bliver kun Løst, når en kørsel har gennemgået hele personen uden at støde på problemet. Det gælder også for fejl, du har kvitteret eller ignoreret – de bliver også løst, når problemet reelt er væk.
Optræder problemet igen, efter at fejlen er blevet Løst, åbnes den samme fejl igen frem for at blive oprettet forfra. Antallet af forekomster og tidspunkterne for første og seneste forekomst bevares.
Integrationen sender kun personer, der er ændret. En fejl på en person, ingen rører ved, bliver derfor hverken gentaget eller løst – den står som åben, indtil nogen retter noget på personen.
Fejl, der ikke kommer igen af sig selv
Nogle fejl betyder, at integrationen har lagt den pågældende person til side, indtil personen bliver ændret igen. Det gælder, når DataLøn har afvist hele opdateringen – typisk fordi en værdi ikke kan accepteres.
Det betyder to ting:
- Resten af jeres medarbejdere synkroniseres uforstyrret videre
- Tallene Forekomster og Sidst rapporteret på netop den fejl står stille
Så en fejl, der ikke har været rapporteret i flere dage, er ikke nødvendigvis løst. Ret feltet på personen og gem – så bliver posten sendt igen ved næste kørsel.
Se også
- Reference: DataLøn-integrationen – beskederne og de felter, de peger på
- Forklaring: Sådan arbejder DataLøn-integrationen
- Vejledning: Knyt ansættelser til et lønfirma